VI ER PAA FIJI!!

Ja, saa er der vist ikke mere at sige...

Vi ses den 19 eller snares efterefter til kram kram og flere kram!!

Jens og Malene.

har vi faaet fortalt at vi kommer hjem.

Kaere alle.

Ja det er jo saadan at man har en ide om hvad man skal indtil man faar en ny ide. Saa nu kommer vi altsaa hjem. Vi har vaeret her paa New Zealand i godt 6 maaneder og det har vaeret rigtig dejligt. Men men men.. Det er et meget dyrt sted at vaere. Vi har slet ikke kunnet faa det til at loebe rundt. Saa vi sad nede i Catlins og kiggede paa hinanden og spurgte os selv om det virkelig var det vi havde lyst til. Vi sad jo egentligt bare herude og ventede paa at det skulle blive august saa vi kunne tage paa eventyr og se det sidste af New Zealand. Vi tjente ikke nok penge til at vi rigtigt kunne spare sammen til turen saa vi skulle holde ferien paa danske penge alligevel. Og saa var det at vi synes at vi lige saa godt kunne tage eventyret nu, tage en tur til Fiji for at nyde livet lidt, og saa komme hjem til sol og sommer... Skoenne boern der bliver sat i verden, og til nogle af vores dejlige venners bryllupper... Ja.. For os gav det bare mere mening at tage vaek fra vinter og hjem til sommer.

Saa det betyder at vi er paa vej hjem. Vi er lige nu i Auckland, for vi netop har solgt vores telt og luftmadrasser. Saa nu er der kun bilen tilbage og den skal til salg imorgen.

Vi har set en masse mens vi har vaeret afsted. Vi har vaeret ude og se pengviner, vi har set masser, og masser af smuk natur. Vi har badet i en varm aa, og vi har set maori kultur. Vi har vaeret rundt paa det meste af nordoen, og er meget glade for vores oplevelser. Men nu er vi klar til at komme hjem. Vi tager den med ro her i Auckland, og skal flyve den 9. juni til Fiji. Der har vi bestilt en rundrejse, saa vi kommer ud til 3 eller 4 forskellige oer med dejlige badestrande inden vi ankommer til Koebenhavn den 19. juni.

Ja det er meget snart og vi glaeder os til at fortaelle jer alle om de mange store oplevelser, og ikke mindst glaeder vi os til kaempe kram. det er jo det vaerste ved at vaere vaek at man ikke kan kramme alle jer dejlige mennesker lige naar man har lyst.

Men vi ses snart, vi glaeder os!

Kram

Jens og Malene

Farvel kære venner! - Og på gensyn!!

Kære Alle.

Så blev det tid til at sige farvel. Vi sidder lige nu i Christchurch og har sagt farvel til Dale og Jordan. Vi vil gerne fortælle lidt om den sidste uge sammen, men hvis tonen bliver lidt trist her og der er det fordi det er svært at sige farvel, og vi kommer til at savne dem på vores videre rejse.

Sidst vi skrev var vi i McLean falls, og det vidste sig faktisk at vi fik et job der. Vi skal bo i en hytte og arbejde 2 dage på cafe, og 3 dage udenfor med at gøre stedet i stand. Det bliver vildt spændende og vi tror at vi kommer til at lære en masse. Lynn og Poul er dem der ejer stedet, og de virker som om at vi bare bliver en del af deres familie. I kan læse mere om stedet på http://www.catlinsnz.com/

Efter at vi havde fået et job tog vi til Gore. Det siges i lonelyplanet at det er der man skal huske sine cowboy støvler hvis man skal ud. Så det måtte vi jo prøve. Vi tog til Gore på en fredag aften og var klar til den helt store gå i byen tur. Vi købte ind til en fantastisk middag og fik papvin til, ja ja så mange penge har vi jo heller ikke... Så det tog ikke lang tid inden vi blev rigtig sjove og snakkede næsten natten væk. Ikke før end at vi kom en tur til den lokale pub og jeg fik faktisk lokket lidt linedans ud af nogle af de lokale. Jens var en tur i baren og bad om 3 store fadøl, og han kom tilbage med 3 flaskeøl, på hver 75ml. Så sådan gør man det i Gore....

Efter Gore var vi en tur i Dunedin. Der havde vi en aften hver for sig, med pigerne der havde tøseaften med champange cocktails og dans natten lang, og drengene havde boys night med whisky, portvin og poker. De var også ude i byen men det blev vist mest til "klog" snak og ikke så meget dans. Efter det brugte vi en dag på at få det bedre og så slappede vi ellers bare af. Fra Dunedin tog vi til Oamaru, hvor vi endelig fik set pengviner, eller skal vi være ærlige og sige at vi endelig så pengvin... For der var kun en der vidste sit hoved frem. Vi gik også en tur på whisky cafe.. Det var lige noget for Jens, for de gav gratis smagsprøver... Ikke mange men et par stykker kunne det da blive til.

Og så nåede vi til Christchurch. Vi tjekkede ind i en lejlighed. Ja vi kiggede egentligt bare efter et stort værelse men de havde et godt tilbud på en 3 værelses lejlighed med stor stue og køkken og det hele. Det var jo ikke til at stå for, og det var lige hvad vi havde brug for til de sidste dage sammen. Så vi var en tur ude og sejle, med en mand stående bag på båden.. Og vi holdt os en dejlig lille fest for at sige ordenligt farvel. Vi havde snakket om at vi ville en tur ud i byen, men efter 1 flaske portvin, 15 øl og 6 flasker champange... Ja 6 flasker.. Så var der ikke så meget gang i os.. Vi snakkede bare løs og det var nok også det vi allesammen havde brug for.

Jens og jeg har en nat mere her i Christchurch, så de andre kunne tage det med ro og få pakket, og så har vi ellers kørt dem i lufthavnen. Det var mærkeligt som altid at sige farvel, men jeg tror at jo mere at jeg får sagt farvel til Dale jo mere bliver jeg klar over at jeg jo ikke siger farvel men på gensyn. Det er bare svært når vi egentligt havde mest lyst til at de var med på eventyr endnu.

Det var det for nu. Nu skal vi være lidt os selv inden vi skal være ved McLean falls på tirsdag, den 13. maj.

Forresten så kan vi også godt afsløre at vi er meget spændte på hvornår den lille niece/nevø kommer til verden. Morten, Irene og Thea venter nemlig på at deres familie bliver større og vi glæder os meget her ude på den anden side af jorden til at få at vide om Jens skal være Onkel eller Tante... :o)

Store kram til jer alle.

Jens og Malene.

Kæmpe forandring

Kære Alle.

Okay det var ikke helt hvad vi regnede med, da Dale kom ind til mig en morgen og sagde at de havde tænkt sig at tage hjem. Hende og Jordan havde snakket om det, og de ville hellere tilbage til Australien og tjene penge til at tage på eventyr i Europa. Så vi skulle lige have tænkt over hvad vi så vil lave indtil at de tager hjem den 9. Maj. Det blev til at vi ville holde en ordentlig ferie sammen. Ikke bare lidt arbejde og så videre men en dejlig lang ferie hvor vi faktisk nyder at vi er afsted sammen.

Den ferie har vi fået sat i gang. Vi tog fra Cromwell til Arrowtown som er en gammel by her på New Zealand. Vi nød efterårssolen og en hjemmelavet is. Det var skønt og supersmukt. Derefter gik turen til Queenstown hvor vi nød livet. Vi var på en tur rundt for at se lord of the rings locations. Vi fik set hvor de har filmet Isengard og noget af fangorn forest. Vi fik også set det sted hvor de filmede noget af den første Narnia film. Vi var også oppe på en top af et af de nærliggende bjerge hvor vi kom op med lift og da vi var på toppen kunne vi køre ture med nogle gokart lignende ting. Det var fire hjul og en bremse. Så det gik hu-hej afsted og det var rigtig sjovt. Jeg tror at der var nogle af de mennekser der gik ned der fik sig en oplevelse da jeg kom forbi for jeg kunne slet ikke stoppe med at grine og kunne næsten ikke se ud af mine øjne. Så en skrald grinende Malene i fuld fart ned af bjerget. Det var en oplevelse for alle!

Efter Queenstown tog vi til Te Anau, hvor vi var ude og gå nogle dejlige ture. Vi kom ud og så nogle flere LOTR locations. Blandt andet Dead Marches, som Frodo og Sam krydser sammen med Golum. Det var sjovt at se, men også vildt hvor meget man kan lave om med computer animation. Derfra tog vi på en helt fantastisk køretur op til Milford Sounds. Det var der vi skulle have været på en 4 dages gå tur, men desværre blev jeg ikke klar til sådan en tur, og derfor måtte vi ”nøjes” med at tage på cruise. Vi var afsted hen over natten på en tur. Vi sejlede i kajak og nød det meget. Det regnede hele natten så da vi stod op om morgenen var der hundredevis af vandfald hele vejen ud gennem fjorden. Det var virkelig en stor oplevelse at se det!

Efter den fantastiske oplevelse tog vi sydover og vi har været på gå ture til fantastiske vandfald og gennem smukke skove. Det er dejligt at være afsted på tur igen, også selvom det er lidt sørgeligt at tænke på at vi kun har 1½ uge tilbage med de andre.

Vi prøver at søge efter jobs til når de andre er taget videre og jeg tror at vi har fundet et. Lige nu er vi på en campingplads midt i den nationalpark som hedder Catlins. Det er helt nede på sydspidsen af sydøen, faktisk har vi i dag været på det sydligste punkt af sydøen. Og i går aftes faldt jeg i snak med indehaveren og hun fik sagt at hvis jeg nogenside skulle bruge et job så skulle jeg bare sige til… Så jeg sagde til! Og nu her til morgen har vi snakket med dem lidt mere, og de er endnu mere vilde med at få os ombord eftersom Jens jo er eletriker. Så det ser ud til at det bliver her vi kommer til at bruge de næste 3 måneder. Det er virkelig et dejligt sted med mulighed for at lære en masse. Der er blandt andet snak om at vi kan styre det hele i den skole ferie der ligger i slutningen af juni. Vi skal snakke mere i morgen om det bliver til noget men Jens og jeg er begge spændte på det, og vi tror at det kunne blive en fantastisk udfordring.

Det var det for os for nu. Vi håber at I alle har det godt, og bare en lille reminder så bliver vi så glade for kommentarer her på bloggen. Jeg har fået det lavet så alle skulle kunne ligge en besked.

Store kram

Jens og Malene.

Endelig noget nyt fra det store udland.

Tiden flyver... Vi ved det, og vi er ikke saa gode til at opdatere altid, men heldigvis har vi nogle venner der kan give et vink med en vognstang og vi kan faa skrevet lidt om livet og hvad der sker her paa New Zealand.

Den lange rejse mod syd.
Sidst vi skrev var vi paa vej fra Motueka i nord mod Queenstown i syd. Vi tog det stille og roligt ned af vestkysten og stoppede ved flere fantastiske vandfald, soer og bjerge. New Zealands vestkyst er naesten ubeboet og man kan nyde livet til fulde. Vi saa fantastiske gamle guldminer, hvor vi faktisk fik lov til at tage alt det guld med hjem som vi kunne finde... Jeg behoever vel ikke at sige meget om at vi ikke fandt noget guld.. Men det var spaendende.. Den gamle jernbane som de havde brugt til at transportere sten med, og lange minegange var der stadig og det var sjovt at gaa paa eventyr.

Vi var ogsaa ude og se pandekage sten formationer, og vi saa blowholes. Det vil sige huller i klipperne hvor havet kommer ind og slaar imod og dermed kommer der en kaempe sky af vanddraaber op i luften. Det var meget sjovt og selvom man ved at det kommer saa bliver man alligevel lidt overrasket naar det virkelig gaar loes.

Ellers fik vi endelig indloest en af vores bryllupsgaver. Vi fik af Morten, Irene, Thea og Tina en helikopter tur. Og den fik vi indloest paa den glachier der ligger paa vestkysten af sydoen. Vi fik en 35 min tur op paa glachieren og fik ogsaa lov at komme ud paa den. Vi floej i det omraade som nogle maaske kan huske fra Ringenes Herre filmene, hvor de taender baal paa toppen af nogle bjerge. Det var de bjerge vi var ude at besoege. Det var vildt fantastisk og dejligt for mig endelig at kunne snakke med om hvad det vil sige naar Jens gaar amok med historier om at flyve i helikopter... :o)

Ellers naaede vi til Wanaka hvor jobjagten gik igang. Vi fandt jobs i Cromwell hvor vi skulle plukke vin. Det har vi gjort nu i 3 uger og er nu klar til nye eventyr. Vi er i Queenstown nu hvor vi igaar var paa en ringenes herre tur hvor vi saa mange forskellige film steder, og vi skal ud til Milford sounds hvor vi skal nyde endnu mere natur. Vi skal desvaerre ikke ud og gaa som vi ellers havde glaedet os til for jeg har faaet problemer med maven... Saa det skal lige ordnes inden det kan lade sig goere... Og saa er sesonen slut. Saa desvaerre maa det vaere en af de ting vi maa komme tilbage til New Zealand for at goere.

Det var det for mig for nu. Vi skal nok skrive snart igen saa i kan blive opdateret paa mange flere spaendende ting.

Store kram
Malene og Jens

Den med historien om de brune bukser og andre eventyr.

De brune bukser

Det var en dejlig dag, den 20 marts, hvor min mand kom hjem fra jobbet og var godt træt. Han satte sig på sengen og slappede af, men så sagde jeg til ham: skift dit tøj og gør dig klar. Fødselsdagsgaven er nu… Hans ansigt så ret sjovt ud, og han havde ingen ide om hvad der skulle ske. Så vi kørte afsted ud til lufthavnen hvor han skulle ud og flyve helikopter. Ja ikke bare flyve med en anden, selv flyve.. Dale sagde inden at han steg ind i helikopteren at det var godt at han havde de brune bukser på… Her er hvordan Jens selv beskriver den skønne dag hvor han var ude og flyve i helikopter:

Som Malene jo har skrevet var det lidt et chok at få at vide ”se at få noget andet tøj på for de er klar med din gave nu… DE er klar?? Men okay jeg steg ind i bilen og vi kørte ind mod byen, tankerne fes rundt i hoved, skulle jeg ud og springe i faldskærm, eller flyve i et stunt fly…. Men på vejen mod lufthavnen fik jeg så at vide at jeg skulle flyve helikopter, hvad skal man lige svare ud over at smile helt vildt.

Men vi ankom til lufthavnen og jeg fik en hurtig gennem gang af hvad jeg skulle gør og så var det ind i maskinen og ud og flyve. Instruktører stod dog få alt det med at få os i luften og da vi var lidt væk fra lufthavnen begyndte vi ganske stille, først fik jeg lov at styrer pedalerne så det sjove håndtag der ligner en håndbremse (men ikke er det… det styrer om man skal op eller ned) og til sidst selve styrepinden. Vi fløj ud over nogle bjerge ikke at jeg så ret meget af naturen, jeg havde jo ret travlt med at få venstre hånd til at gøre en ting mens højre hånd gjorde en anden og fødderne sjov nok også havde deres opgave med at få helikopteren til at gøre som den skulle. Alt dette er faktisk rigtig svært, men det er jo også svært at gå når man ikke har lært det.

Men det sværeste gemte instruktøren til sidst, efter at have fløjet i 20 minutter var vi tilbage til lufthavnen og nu skulle jeg så prøve at få helikopteren til at stå helt stille i luften. Dette er virkeligt svært og ikke noget jeg klare særlig godt, selv om instruktøren synes jeg var ret god, det gik fint så længe jeg kun havde pedaler og håndtag, men så snart jeg fik styrepinden gik det helt galt, den mindste lille bevægelse fik maskinen til at hoppe og danse hvilket gjorde at instruktøren efter ganske kort tid overtog og rettede maskinen op, hvorefter jeg så prøvede igen og igen og igen… Men okay det skulle tage 4 timer at lære det så jeg kan vel ikke forvente at kunne det efter 10 minutter (selv om jeg forventer det ;o) ).

Kort sagt en super fed oplevelse som jeg rigtig gerne vil gøre igen. Sidst men ikke mindst tak for gaven til Rigmor, Georg, Britt, Mads, Joachim, Philip, Johan og min dejlige kone.

Kebab-damen
Efter at Jens havde været på eventyr skulle vi spise, og valget faldt på kebab baren på hovedgaden. Det virkede meget godt, og vi tænkte at det ville være dejligt at få maden hurtigt og så komme hjem og slappe af. Men det vidste sig at det ikke var hurtigt. Damen som ejer stedet var nemlig i snakke humør. Så vi ved nu alt om hendes tur til Australien da hun var midt i 30’erne, hun er nu omkring 60. Og hun kunne også fortælle hvordan hendes bror også pakkede æbler engang. Hun kunne også fortælle at der ikke er nogle gode australske mænd, det skal siges at hun fortalte os dette efter at hun havde hørt at Jordan er fra Australien. Og sidst men ikke mindst så sagde hun: ”I don’t like 3rd world countries, its really not a good look”. Ja jeg skal ikke kunne sige hvad hun mente med det, men det må du jo selv bedømme.

Kajak, gåtur og en lille verden.
Vi nåede så til denne påske weekend hvor vi skulle være væk i Abel Tasman National park, og nyde lidt tid alene i anledningen af Jens’ fødselsdag og vores ½ års bryllupsdag. Vi havde en dejlig dag hvor vi slappede lidt af, var en tur ved stranden og var ude og spise. Det var rigtig dejligt bare at slappe af efter en måned med masser af arbejde.


Søndag den 23. marts var vi så afsted på tur. Vi tog fra hotellet om morgenen kl 8 og skulle ud og sejle i havkajak. Det var en 2 mandskajak så vi kunne snakke og hygge os hele vejen. Da vi præsenterede os vidste det sig at en af de andre i gruppen, på 7 personer, også var dansk. Det var jo meget sjovt og det grinede vi lidt af. Da vi så var på vej ned mod stranden kunne han fortælle at han var vokset op i Billund… På Kærvej… Og det vidste sig at han har gået i klasse med Tina! VILDT at verden er så lille!

Da vi havde sejlet i kajak i 4 timer, stille og roligt, kom vi frem til vores frokost destination. Det var skønt at bare sidde på stranden og nyde det indtil vi blev samlet op af en båd der skulle tage os 9 km op af kysten. Vi blev så sat af i Bark bay, et smukt sted hvor vores 2½ times gåtur skulle gå ud fra. Det var fantastisk smukt og rigtigt dejligt at komme ud og bevæge sig lidt.
Vi sluttede dagen af med at hoppe i hotellets spabad… Med champagne selvfølgelig.

Kram fra os!

Ps. Vi beklager at vi ikke har fået opdateret billeder, så selvom du har læst tidligere blogs så tjek dem lige igen for nu er der billeder på.

Jens ved sku ikke rigtigt hvad vi skal kalde denne blog

Vi synes det er ved at vaere tid til at fortaelle lidt om livet, og hvad der sker af eventyr her hos os. Vi er stadig i Motueka og det er nok derfor det er svaert at finde noget at fortaelle. Det er hverdag at pakke aebler eller paerer. Og det er det vi har gang i. Vi arbejder i et pakhus uden for byen og har gjort det i 3 uger. Det er ensformigt arbejde, men det goer at vi tjener penge og at vi kan komme videre og det er jo det der er det vigtigste.

I pakhuset haersker der gerne en masse kaos men heldigvis er der en der kan fixe det. Eller han har i hvert fald forsoegt at fixe ting i pakhuset i de sidste 40 aar. Det betyder at der er en masse ting der er svejset fast hvor en skue kunne have vaeret en bedre loesning og der sidder forskellige stykker trae paa samlebaandet her og der. Jens bander over nogle af de loesninger han ser, og griner ogsaa lidt i skaeget... Naarh ja, har vi fortalt det... Jens har faaet skaeg.. Det var fuldskaeg i en periode, men nu har han barberet det meste af igen. Det var meget sjovt at se og Malene kan hilse og sige at han kan ligne en god gammeldags hippie...

Naa men Jens har redet dagen paa jobbet mere end en gang. I sidste uge var der ikke mindre end 3 motorer der stod af... Eller det vil sige en stod af og der skulle en helt ny til.. En anden stod af, men heldigvis havde de lige en gammel motor ude bagved som kunne saettes ind... Den koerte saa en dag og saa skulle den ogsaa skiftes. Saa der venter vist en fin lille bonus for Jens fordi han kan det med at fixe ting.

Men vi er klar til at tage videre. Og det kommer nok til at ske efter paaske. Vi skal paa eventyr i paasken.. Vi skal op til Abel Tasman National Park, hvor vi kan gaa en tur i parken og evt tage paa en kajaktur ud og se saeler.. Vi glaeder os til at komme lidt vaek fra Fraklin, teltet som er dejligt, men ogsaa lidt smaat naar man bor der 4 mennekser.

Vi har dog ikke kun siddet paa campingpladsen og set Heroes, selvom det har vi ogsaa gjort og det er jo en fantastisk serie, men vi har ogsaa vaeret ude og opleve noget i vores naeromraade. Vi har vaeret i Nelson og set en af de originale ringe, altsaa en af de 40 ringe der blev brugt i ringenes herre filmene. Vi har ogsaa vaeret ude paa location hvor der er noget der er blevet optaget. Det var dog lidt svaert at finde ud af hvor i filmen det var eller hvor paa vores rute det var. Vi fandt faktisk foerst ud af bagefter at det sted vi havde set og synes var fantastisk smukt og dejligt, var det der var med i filmen. Saadan kan det gaa. Men det bedste er jo at bare man koerer en tur kommer man til steder hvor man har lyst til at stoppe og tage billeder, for naturen er fantastisk smuk!

Det var vist det for nu. Vi haaber at i alle har det godt, og vi glaeder os til at hoere fra jer engang ved lejlighed.

Kram fra Jens og Malene.

En dag i en æbleplukkers liv.

6.42: Efter at have skubbet til alarmen et par gange er det ved at være tid til at stå op. Det er koldt i Franklin og det er meget mere fristende at blive under den varme sovepose og bare ligge og dase på den fantastiske luftmadras . Men dagen skal i gang og der er nogen der skal hente mælken til morgenmaden. Lige så snart man kommer uden for Franklin bliver man mødt af et fantastisk syn. Solen er ved at stå op og rammer bjergene med et rødt skær. Det er ikke fedt at stå tidligt op men solopgangen er faktisk det værd.

7.55: Vi kommer til æbleplantagen hvor vi også var i går. Vi har selv vores plukketasker med og er klar til at fortsætte hvor vi slap. Det er stadig lidt koldt men man kommer sig hurtigt over det når man slæber på 20 kg og kravler op og ned af stiger.

10.30: Det er tid til en pause. Efter 2½ times hårdt arbejde har vi endelig tid til at komme ned og sidde. Det er rart for hele kroppen er øm efter 3 dage med slid, som man på ingen måde vant til. Vores kasser er næsten fulde med æbler. Det er Royal Gala vi plukker i dag, og heldig vis er der mange der er store og som fylder godt i kassen.

13.45: Frokost er kommet og gået, og nu begynder det at blive rigtig varmt. Vi har 32 grader og vi er i solen uden vind. Og som om det ikke skulle være nok så ser det ud som om der er røde æbler i hver eneste trætop så det er bare med at komme op på stigen og få dem hentet. Jo flere æbler jo flere penge, for det er ikke timebetalt arbejde. Vi arbejder for at skrabe en ordentlig timeløn sammen.

16.15: Dagen er endelig slut. Vi har jord i hovedet som sidder ekstra godt fast pga. solcremen og vores lugt minder lidt om selvdød gnu.. Og det er efter at vi har givet den en ekstra omgang truckervask. Men vi må give hinanden en hi5 og et klap på skulderen. Vi har fået fyldt 3 kasser med æbler hver.. Eller sagt på en anden måde, vi har begge plukket, båret og fyldt 1½ tons æbler fra træ til kasse… Vi er for seje.

17.30: En velfortjent kold bajer, og et bad. Og heldigvis er det de andres tur til at lave mad så vi skal bare sidde og vente på at det er klar. Det er svært ikke at falde i søvn, men dejligt at nyde at kunne slappe af, og nyde udsigten over de smukke bjerge. Vi er en hel flok som er kommet tilbage til overnatningsstedet på samme tid, og der er folk fra hele verden. Så man snakker lidt, og nyder at vi ikke skal slæbe æbler før end om 14 timer…

21.30: Pludselig er dagen gået. Solen er gået ned, og vi har fået tændt for vores lampe som holder de små myg bare lidt på afstand. Det har været en hård men god dag. Det er skønt at komme videre, og blive bedre til at plukke æbler. Det er dejligt at slappe af i Franklin og skønt at der er hele 9 timer til at der igen skal kasten en hånd efter alarmen og hele 9 timer og 12 minutter til vi skal op og starte en ny dag.

New Zealand igen

Hey alle.

Saa er vi tilbage i New Zealand, og det har vi faktisk vaeret i omkring 1 maaned. Det er dejligt at vaere her, selvom vi havde en fantastisk ferie i Australien. Vi sluttede af med at have nogle dage for os selv paa det der hedder Sunshine coast omkring 1 time nord for Brisbane. Det var dejligt at slappe af og nyde solen inden vi skulle tilbage til New Zealand.

Vi kom saa tilbage til Auckland den 16. Januar. Vi kom tilbage til en bil der virkelig havde savnet os efter at han havde staaet alene i godt en maaned. Vi fandt arbejde med det samme i Bay of Plenty, ca 4 timer syd for Auckland. Det var med at tynde Kiwifrugter. Det viser sig bare at Kiwifrugter haenger i ca 1 1/2 meters hoejde, og haenger hen over en lille vej, det vil sige at vi skulle boeje os hele dagen for at arbejde.. Og det gjorde at vi fik meget ondt i ryggen. Saa det job sagde vi op igen. Saa vi hyggede os i Bay of plenty. Vi boede smukt lige paa stranden, det vil sige at vi boede der, indtil en morgen kl 6 da det blaeste en vaeldig vind in fra havet... Og Franklin, vores telt, var lige ved at vaelte. Saa fik vi ellers pakket sammen i en fart og kom afsted til en anden camping plads.

Dale og Jordan arbejde stadig med Kiwifrugter, saa vi slappede bare af og noed at vaere i smukke New Zealand. Efter vi havde vaeret der i 2 uger var det dog tid til at komme videre. Vi bookede tid til at tage med faergen til sydoen. Det var en meget smuk sejltur der tog godt 3 timer.

Vi ankom saa til Blenheim, hvor vi fik arbejde i vinmarkerne. Saa de sidste 14 dage har vi plukket blade af vinplanter, vi har tyndet ud i frugten hvis der var for meget, og vi har taget skud af. Det har vaeret okay arbejde, men vi har desvaerre arbejdet for et ikke helt aerligt firma, saa vi foeler os lidt snydt... Men vi er paa vej videre. Igaar havde min dejlige mand arrangeret et motelvaerelse hvor vi skulle sove i anledningen af valentins dag... Ja det er ikke noget vi fejrer, men det var jo hyggeligt og en god undskyldning til at komme lidt ud..

Og idag skal Oskar laves. Vi har egentligt haft gang i at faa ham lavet siden mandag. Han har vaeret saenket, og med ekstra bagage har det vaeret umuligt for os at koere over vejbump. Men nu er han hos mekanikeren og skulle blive loeftet tilbage op saa vi heller ikke kan maerke hullerne i vejen saa meget. Saa naar det er gjort gaar turen til Picton og videre til Nelson. Vi har hoert at vejen nordpaa skulle vaere smuk og vi har hele weekenden til at koere dertil saa det kommer til at blive noget camping ude i ingentingen og nydelse af natur.

Vi haaber at i alle har det godt, og nyder livet. Det goer vi! Vi tager paa ture ud i naturen naar vi ikke arbejder og man maa sige at det er et fantastisk land vi er kommet til. Vi glaeder os til at fortaelle jer om flere eventyr.

Kram fra os.

Roadtrip Australien

Kære Alle.

Så er det vist ved at være tid til en lille update på hvad der sker i vores liv. For at tage denne historie fra dens begyndelse skal vi tilbage til den 23. December hvor jeg sad og snakkede i telefon med mine dejlige forældre og jens kommer ind og kigger lidt på vores flybilletter… Han kommer så til at se at den flybillet vi havde bestilt via jysk rejsebureau til at tage os fra Brisbane til Auckland den 8 januar, egentligt er bestilt til at tage os den samme rute men bare først den 8 februar. Det var begge forvirrede men kunne ikke gøre så meget ved det lige der da det var juledage. Så da vi endelig kommer i kontakt med jysk siger de det samme og vi skal bare selv finde ud af at få den ændret… Men eftersom vi er så tæt på kunne vi ikke få billetter til den dato så vi skal først med til New Zealand den 16. Januar.

Men der er jo ikke noget der er så skit at det ikke er godt for noget, så vi bookede en bil og tog en tur ud i landet. Ja Australien er stort og det skulle ikke være noget problem at bruge 10 dage på farten. Og det var det heller ikke.

Vi startede ud fra Brisbane den 2. Januar, og kørte syd på. Vores plan var at komme til sydney på et tidspunkt og så vende rundt tilbage til Brisbane. Første dage kørte vi forbi den kyst der hedder Gold Coast, med gyldne badestrande og masser af folk i meget lidt tøj. Vi kørte bla igennem surfers paradise hvor de har piger i guld bikinier til at putte mønter i parkerings automaterne. Det var skønt for Jens og Jordan at se. Vi kørte videre til en by længere sydpå der hedder Byron Bay. Der var fuldt af turister så til vores held skulle vi lidt længere sydpå til et sted hvor vi var lidt mere i fred. Vi nød den første aften, og fejrede det med, ja det er rigtigt, champange.

Efter det var det meget dårligt vejr på kysten af Australien, som nogle af jer måske har hørt så var der oversvømmelser. Vi var heldige og blev ikke fanget i det, men havde masser af regn og besluttede derfor at tage en tur ind i landet. Vi tog til Tamworth, som er country music hovedstad i Australien, og deres varemærke er en stor gylden gitar. Vi var på nogle forskellige udsigts steder og nød byen. Jens fik også en hat i Australien som han så gerne ville have.

Vi tog så videre til Dubbo, og der slappede vi af om aftenen, men tog den tidlige gåtur i deres zoologiske have. Vi var der kl 6.15 og gik så rundt i nogle timer og så alle dyrene stå op. Det var meget hyggeligt ikke mindst fordi vores guide var vild med alle dyr og synes at alle var smukke, og dejlige. Hun var en sød dame men kunne desværre ikke svare på særlig mange spørgsmål. Men vi så giraf unger der var 1 og 2 uger gamle, og Jens fik set en koala.

Efter Dubbo gik turen tilbage mod øst, og vi kom til Blue Mountains. Det var fantastisk smukt, og vi besluttede os for at bruge penge på at tage en tur ud på det der hedder Canyoning. Det er en gå tur ned til bunden af en kløft, hvor man så i fører sig en våddragt, hjelm og sele, for så at gå nede i bunden hvor der løber en å. Vi skulle også rapelle flere steder for at komme videre og det var en fantastisk oplevelse. Det var ikke mindst skønt at se Jens’ øjne lyse op når vi skulle rapelle, især når der var en tur ned igennem et vandfald. Det var dejligt da vi efter 5 timer med op og ned og frem og tilbage endelig kom til vores frokost. Og en hjemmelavet sandwich smager altså godt efter sådan en tur. Det eneste der ikke var så rart var at nu skulle vi jo så bare tilbage. Op… Og det skulle tage 1½ time at komme tilbage til bilen. Den første ½ time var rigtig stejl, det var næsten at klatre. Og jeg var fuldstendig smadret og troede ikke at jeg kunne klare turen tilbage. Men jeg har jo en fantastisk mand ved min side som stille og roligt fik mig hele vejen tilbage til bilen. Den ene guide havde sagt at hvis jeg kom tilbage til bilen med et smil så ville han give en øl. Og i kender jo mig, så jeg kom tilbage med et smil… Det gjorde ondt over det hele men jeg klarede det. Så vi fik øl, og da først Dale og jeg havde fået en øl var vi meget festlige. Så den blev til en mere og efter en hel dag med så meget motion og så i den varme så var vi ikke til at stoppe. Så vi fik en øl mere og købte kylling til aftensmad, og faldt derefter i søvn… Klokken 20.

Dagen efter kørte vi en tur med jernbanen ned i dalen ved Katumba. Jeg tror at billedet siger det hele om hvordan den tur var.
Så var vi af sted til sydney. Vi tog ind til Manly og var en tur oppe i Terry hills hvor jeg boede tilbage i 2003. Jeg havde Jens med rundt til nogle af de mange steder jeg var i Sydney. Og vi bruge en dag på at tage færgen fra Manly ind til Sydney for at se operahuset og broen. Vi var en på en gåtur gennem botanisk have og en tur oppe i Sydney tower. Derfra kunne vi se ud over hele Sydney.

Efter det var det lidt en kamp at nå tilbage til Brisbane. Det er en 13 timers køretur og vi brugte de to sidste dage på det. Og i går aften kunne vi så sidde tilbage og tænke på en masse fantastiske oplevelser. Vi fejrede at vi alle kunne finde ud af at være sammen og rejse. Og ja det fejrede vi med Champange.

Store kram til jer alle.
Malene og Jens.

I det store Australien.

Kaere alle.

Vi er glade for at hoere at de mange julekort er kommet frem men det betyder jo ogsaa at vi har forpligtet os til at vi skal opdate lidt om hvad der sker her i det store udland. Men det er nu meget hyggeligt at skrive lidt til jer allesammen og saa vide at i kan foelge lidt og at i kan vide at vi taenker paa jer selvom vi ikke lige skriver mails hele tiden.

Vi er kommet til Australien, og det er skoent for Malene at vaere tilbage, og det er dejligt for Jens at se hvad det er der bliver snakket om naar man siger Australien...

Vi kom hertil tilbage den 18 december, og brugte de foreste dage i Brisbane, og var en tur ude og surfe. Det gik meget godt... Hvis man synes at surfing er at ligge paa et braet og plaske lidt rundt... For vi kom ikke rigtigt op og staa. Det lykkes naesten for Jens, saa det var fantastisk, men det er meget svaert. Ellers hang vi ud med Dales soester Jo, hvor vi havde faaet husly.

Den 22. tog vi saa til Turkey beach. Det er en strand der ligger ca 1 time syd for Gladstone i Queensland. Der har Dales foraeldre et sommerhus, hvor de fisker og slapper af, og det er ogsaa der de holder jul. Og vi var saa heldige at vaere inviteret til at vaere med. Saa det noed vi meget. Vi var ude og koere lidt i 4 hjulstraekker, og Jens var paa tur ude at forsoege at fange krabber... Men de fangede ikke nogen.

Ellers havde vi en dejlig jul. Vi havde vores egen lille juleaften hvor vi drak lidt champange(ja det er vel ingen overraskelse) og gav hinanden gaver. Vi havde ellers besluttet at vi ikke skulle have gaver fra hinanden nu hvor vi er ude og rejse, men da vi kom til at taenke over det, saa indsaa vi at hvis vi ikke gav hinanden gaver saa fik vi ingen... Saa vi fandt smaa gaver, saa det var rigtig hyggeligt.

Vi var tilbage i Brisbane den 27. december og havde nytaar her igaar. Det var en hyggelig lille fest, og vi hoppede ind i det foerste aar som aegtefolk sammen.

Vi vil gerne oenske jer alle et rigtigt godt nytaar og vi skal nok tilfoeje billeder snarest.

Kram Jens og Malene.